frifugl

“Det var et liv i sus og dus i mormors kolonihave hus…”. Sådan skrålede min fem-årige datter henover middagsbordet den anden dag. Jeg blev positivt overrasket over, at hun kendte den sang, som må have været på sit højeste i min barndom.

Jeg spurgte hende, om hun havde lært den i børnehaven, og hun svarede glad; “Ja, den har jeg lært af Abdullah”. Jeg spærrede seriøst øjnene op og spurgte; “Øh Abdullah, den nye pædagogmedhjælper i børnehaven?”

Ja, du læste rigtigt. Min datter havde lært den med Eva Madsen af  Abdullah (navnet er ændret her af frygt for Dansktop repressalier).

Jeg troede dårligt mine egne ører, for der findes næppe noget mere dansk end “Mormors Kolonihavehus”, og jeg måtte bare have bekræftet den historie.

Dagen efter hev jeg fat i Abdullah, som glad fortalte mig,  at han skam selv havde lært den i børnehaven, da han var lille, og nu havde han lært den videre til min datter. Hans forældre havde en anden etnisk baggrund, men de talte dansk derhjemme.

Jeg gik fra børnehaven med et smil på læben og tænkte, at der sgu ikke er nogen der skal bilde mig ind at integrationen i Danmark er slået fejl.

Nu er jeg jo ikke velsignet med de længste og mørkeste bambi øjenvipper i verden, og er derfor som så mange andre stakkels kvinder nødt til at tage hjælpemidler i brug. Mit foretrukne mærke Ma(x)-factor har netop langeret endnu en mascara, som hver gang giver op til 25 % længere øjenvipper end den foregående.

Men hvis jeg fortsat skal købe cirka to mascaraer om året i de næste 40 år, så ender jeg sgu da med at have øjenvipper, som kan kilde Skt. Peter under fodsålerne. Måske de skulle skrue lidt ned for markedsføringen?

Jeg kan se på de mavesure kommentarer som er løbet ind på mit blogindlæg “Pia K på fortet”, at der er mennesker som nærer stærke og varme følelser for Pia K. Jeg er blevet kaldt en nynazistisk socialist. Hmm, interessant.

Men hey, jeg har ytringsfrihed ligesom jer, og Pia er jo varm fortaler for ytringsfriheden, også selvom man skulle komme til at træde nogen over tæerne ude i verden.

Men så pyt da. Så kom hjem igen Pia, men hvis du ikke begynder at føre en mere sober og indvandrervenlig politik, så kan jeg hurtigt sende dig tilbage til fortet igen.

Jeg går hen ad gaden og famler efter mit nøglebundt i tasken. Idet jeg når min hoveddør falder mit blik på en lille nøgle mellem de andre. Hvad er det mon for en nøgle, tænker jeg?

Nu er jeg ikke noget særligt vigtigt menneske med mange nøgler. Jeg har en een til hoveddøren, een til kælderrummet og een til min cykel.

Men hva´ fan er den lille nøgle til? Hvor kom den fra, og hvor længe har den hængt der mellem de andre?

Måske er det en hemmelig nøgle, som jeg engang lovede mig selv aldrig at glemme, tænker jeg, mens jeg kører mig selv op i en fantasirus af den anden verden. Måske satte jeg den netop fast i nøglebundtet, så jeg altid havde den ved hånden, hvis jeg skulle få brug for den hemmelige skat, jeg engang havde gravet ned i baghaven.

Måske var nøglen en jeg havde hugget fra min kærestes dagbog, så jeg altid lige kunne smugkigge i hans hemmeligheder?

Måske var det en nøgle til min elskedes hjerte?

Eller måske var det i virkeligheden bare en røvsyg nøgle til en gammel spriallås, som forlængst var rustet og smidt væk, og som nu hang i mit nøglebundt og stillede flabede spørgsmål.

Har netop set at Pia Kjærsgaard er med i de nye afsnit af Fangerne på Fortet. Og jeg tænker, at hvorfor beholder de hende ikke derude? Det ville tjene to formål: Danmark ville blive fri for hende, og de næste deltagere ville stå med en skrækindjagende udfordring. Hvem ville turde at gå ind i en mørk grotte hvor Pia K sidder? Personligt ville jeg hellere kravle igennem en gang på størrelse med en leverpostejmad fyldt med farlige slanger, edderkopper og skorpioner end møde hende bag den hemmenlige port. Men sådan har vi jo alle forskellige fobier.

Hvad sker der med internationale fodboldstjerner og deres kollektive identitetskriser nu om stunder? Det er som om, at de boldspillende superstjerner ikke ved, hvad de skal gøre for at skille sig ud fra mængden. Nu er det ikke længere nok at score mål. Nej, når man har scoret skal man gøre et eller andet ekstra for at gøre sig interessant.

Det startede med at man smed trøjen, så man kunne se spillerens bare mave med en eller anden åndssvag besked eller navne på børn og mormødre. Men så blev det forbudt at smide trøjen efter en scoring, og hvad skulle de så finde på?

Under VM i Sydafrika havde et par superforfængelige italienske spillere aftalt at blæse luft ind i munden på hinanden hvis de scorede. Tåbeligt! Tænk at stå i omklædningsrummet og aftale: “Hvis jeg scorer, skal jeg så ikke puste totalt ildelugtende bakteriebefængt ånde ind i din mund?” “Jo mand, det lyder superfedt.”

Der er foreløbig set mange skøre indfald. Tommelfingeren i munden er også meget brugt, og den anden dag så jeg Guddødme en eller anden spansk spiller proppe en sut i munden efter en scoring. Ja, du læste rigtigt. En sut af den slags man bruger til babyer. Hvor han så end havde gemt den under hele kampen.

Helt ærligt. Jeg synes der er gået lige lovligt meget voksenbaby i fodbold. Og jeg vil hellere se på nogle ordentlige mandfolk, som ikke piber over det mindste, for jeg tænder altså bare ikke på mænd der bruger sut.

Indenfor de sidste par år har mine lokale genbrugsbutikker bevæget sig i en kedelig retning. Der var engang, hvor det virkelig kunne betale sig at gå i en genner og gøre et kup og samtidig støtte miljøet og en god sag, men den tid er forbi.

For et par år siden fandt jeg en splinterny (ægte) Burberry herrejakke i min lokale genner, og da jeg gik op til disken med den kiggede den noget aldrende ekspeditrice på mig og sagde; “Det var da en dejlig jakke, den skal vi da have 300 kr. for, ik?”

Se der var en dame, som ikke vidste en skid om, hvad hun havde med at gøre, og sådan skal det bare være. Men nej, der er gået mafia i den, og man skulle tro at  frivillige pensionister bliver sendt på kursus hos Bruun & Rasmussen, inden de kan få lov at stå i en genbrugsbutik.

Alt er vurderet og prismærket, nogle gange langt over den pris man behøver at betale for noget nyt. Hele glæden ved at gøre et kup er ligesom forsvundet, og når butikkerne af og til holder 50 % udsalg, kan man være sikker på at varerne er blevet sat 50 % op inden.

Prutte om prisen kan man heller ikke, og finder man en trøje med hul i, som man godt mener,  man selv kan sy, hvis man får afslag i prisen, så skal kassedamen lige ud i baglokalet og spørge overmafiaen (den dame som har været der længst, og som derfor er øverst i hierakiet).

Altså for helvede da, det er sgu da kun gratis tøj, som ikke burde koste en pind. Jeg synes ærlig talt at hjælpeorganisationerne skal huske at de får tingene og arbejdskraften gratis, og ofte huslejen meget billigt. Er det nødvendigt at rippe folk fuldstændigt?  Tænk hellere på at det ville være mere miljørigtigt at få flere kunder i genbrugsbutikkerne som bugner af ting og sager, så vi kan nedsætte vores kæmpe forbrug og samtidig gøre en god handel.

For få dage siden sad jeg i toget, på vej til hvad der kunne have været hvilken som helst by i Danmark. På sædet overfor mig sad et tveægget tvillingepar af hver sit køn, i en alder jeg vil bedømme til tolv år.

Jeg sad og betragtede dem lidt, mens de kørte magtkamp af på hinanden, og det var tydeligvis pigen, som havde bukserne på. Hun kommanderede og hundsede med sin noget underlegne bror, og når ordene ikke rakte hos dem begge fløj bissetricks og knytnæveslag gennem luften, og placerede den ene lammer efter den anden på overarmene af de to splejsede børn.

Jeg kunne ikke lade være at reagere på deres opførsel overfor hinanden, og som om ingen voksen nogensinde havde blandet sig i deres liv, kiggede de måbende på mig, mens jeg fortalte dem, at man skam skal være gode ved hinanden og især sine søskende, for søskende skal holde sammen.

Lidt efter lidt udfoldede en tillidsfuld livshistorie sig lige midt i togkupeen. Pigen fortalte om deres alkoholiske mor, som de skulle tilbringe en uge sammen med. Det var kedeligt, for hun drak så og så mange flasker sprit om dagen, men heldigvis havde de deres Gameboys med.

De gik ikke i samme klasse, for som drengen fortalte, gik han i en specialklasse for børn med tilpasningsproblemer. Han fortalte mig, at han nogle gange blev meget vred og voldelig, og derfor skete det tit at adskillige lærere måtte kaste sig ovenpå ham, for at  holde ham fast. Det kunne godt nogle gange gøre ondt i kroppen, sagde han. Pigen var heller ikke glad for sin klasse, for hendes lærer sluttede tit timen af med at fortælle hele klassen, at  hun nu igen havde ødelagt undervisningen. 

Hele denne sørgelige fotælling blev levende og meget voksent fortalt af to børn, som tydeligvis allerede havde oplevet alt for mange ting, som børn ikke skal udsættes for og taget alt for meget ansvar for uansvarlige voksne i deres liv.

 Men midt i al alvoren skiftede drengens ansigtsudtryk pludelig. Han fik lys i de tomme øjne og kiggede spørgende på mig, som havde jeg været livets orakel, mens han spurgte; “Tror du man kan gå på en regnbue?”.

Jeg lagde min hånd på hans arm, mens jeg smilende sagde; “Ikke med den her krop, men i din fantasi kan du sagtens gå på regnbuer”. Han smilede tilbage, og så ud til at være tilfreds med svaret.

Tvillingerne forlod toget ud til et liv, hvor der næppe findes guld for enden af regnbuen, og efterlod mig med en vished om, at alle børn er ens og længes efter eventyret og magien.  Men jeg tænkte også, at den dag  regnbuehåbet er slukket i et menneskes øjne, er den dag man har set for meget elendighed.

Dybt fascineret og helt opslugt sad min lille datter forleden dag og fulgte VM kampen mellem Holland og Slovakiet. Hun stillede mange spørgsmål og prøvede i det hele taget at finde ud af reglerne, og hvem der var hvem. Midt i en slowoptagelse udbrød hun pludselig: “Mor, ham der lignede en stor hvid måge som landede på græsset!”

Da hun ikke forstod, hvilke lande de forskellige hold kom fra, og hvorfor man overhovedet skal komme fra et land,  besluttede hun sig for at opkalde holdene efter en smag, og inddele dem i kategorier efter farverne på deres trøjer. Således blev Slovakiet i hvide trøjer til Vanillemågerne og Holland i orange trøjer til appelsinmågerne.

Så nu er jeg meget spændt på at se, om det bliver Pebermyntemågerne (Argentina), Bananmågerne (Brasilien), Brombærmågerne (Spanien) eller Kungfumågerne (Tyskland), som tager den store forgyldte mågepokal med sig hjem.

Hvem siger, det behøver at være kedeligt at se VM i fodbold?

Jeg hørte engang en klog mand sige, at mennesket er det eneste dyr, som skider i egen rede. Med den udtalelse hentydede han naturligvis til den måde, vi behandler vores planet på, med de miljøbelastninger vi påfører den.

Igennem en årrække har jeg haft en weekendhobby sammen med familien, som gik ud på at samle affald i naturen. Nogle tænker måske her, at jeg burde få mig et liv, men der er kun fordele ved denne beskæftigelse:

1. Man lærer sine børn, at affald i naturen er ulækkert og hører til i skraldespanden.

2. Man får frisk luft og motion

3. Man yder naturen, samfundet og de blå mænd en kæmpetjeneste

4. Der går sport i den for ungerne, som konkurerer om hvem der kan hente den der coladåse på det der ufremkommelige sted eller balancere på et bræt henover en å, hvor der ligger en spand maling, nogen har smidt.

Udover at affaldsindsamling har en fantastisk opdragende og pædagoisk effekt på børnene, er det også en granskning ud i kulturelle og vanebetingede adfærdsmønstre, og ikke mindst et studie i emballagens historie og design.

På vores ture rundt i naturen har der efterhånden vist sig en top ti over de største affaldssyndere. Uden at de dog alle skal nævnes her, er det tydeligt at rygere både med skodder og henkastede cigaretpakker samt nydere af Haribo slik tager førstepladsen. Ligesom ukrudt forgår Haribo ikke så let, for vi har fundet emballage på og under jorden fra før klør konge var knægt.

På listen over de mest bizarre fund ligger dog hundlorteposerne. Det har meget tit undret mig at hundeejere, når de lufter hund, tager poser med til Fidos efterladenskaber, lader hunden skide, pakker lorten ind og lader den ligge ved skov og strand. Selvom det bidrager lidt til æstetikken, at man har gjort sig umage med at binde en yndig knude på posen, så ville det da være bedre at lade lorten ligge in naturel.

På samme måde gælder det de børnefamilier,  hvis campingudflugter i skoven ofte ligner en vikingelandsby, som er blevet røvet og plyndret, og hvor hele familien har været nødt til at flygte med bukserne nede om hælene. Disse genkendelige pletter er et sandt morads af juicebrikker, sølvpapir, kindermælkesnittepapir og fyldte bleer med vrangen udad.

Jeg kan helt klart anbefale affaldsture som vores, men investér i en affalds-tang, for der er meget lort derude at få fingrene i.